Strandtur og kaos

I dag har vi været væk i 12 uger. Der er præcis en måned til vi lander hjemme i København, og denne uge er vores sidste på børnehjemmet. Om to uger letter vi fra Accra og sætter kursen mod Zanzibar – vi når lige at mellemlande i både Etiopien og Tanzania på vejen. Den sidste uge i Ghana skal vi bruge til at rejse nordpå til en nationalpark, hvor man blandt andet kan se elefanter, og til det østlige Ghana, hvor vi skal se Vestafrikas længste vandfald. Det bliver spændende, og selvom vi allerede savner børnene ved tanken, så glæder vi os til at rejse videre.

I sidste uge var Charlene tilbage i Kasoa for en stund, så hun kunne bruge sin sidste tid i Ghana sammen med børnene. Torsdag havde hun derfor planlagt en tur til stranden i samarbejde med Mildred. Vi hyrede en minibus med chauffør, fyldte den op med børn og voksne og kørte af to omgange til Fete, som er en øde og meget smuk strand. De fleste af børnene var ellevilde for at komme i vandet – nogle sprang direkte ud i det, men mange af dem var lidt forsigtige og skulle overtales lidt, da de endelig stod i vandkanten. Til gengæld var de svære at overtale til at komme op igen, da de først var hoppet i de store bølger. Charlene, Mildred og Sara havde været ude og købe ind til frokost dagen inden, og bagefter havde alle været med til at tilberede den. Retten var Waatchye, som er en blanding af ris og bønder, sammen med kylling, tomatsovs og chilisovs. Det smagte godt, men lå også rigtig tungt i maven. Vi fik delt lidt kiks ud til dessert, og så gik turen hjemad igen. Børnene var godt trætte efter en begivenhedsrig dag, og flere af dem faldt i søvn som det første, da vi var hjemme igen.

Fredag morgen var ret kaotisk og lidt ubehagelig. Da vi ankom på børnehjemmet var to af drengene, Ishmael og Emmanuel (10-11 år), i fuld gang med at slås. Vi skilte dem ad, men de fortsatte igen inde i soveværelset. Da Julie trak Emmanuel væk, sparkede han til hende, hvilket Daniel (17 år) så. Han kom så til og begyndte at tæske løs på Emmanuel. Vi gik ind på Grandmas værelse og begyndte begge to at græde, nok pga. chokket over, hvor voldsomt de gik til hinanden. Irene og nogle af børnene så os sidde derinde, og efter lidt tid kom Grandma ind og ville trøste os. Det endte så ud i, at hun, Irene, Sir Henry og Madam Esther højlydt stod og diskuterede, både på engelsk og på twi, hvor uopdragne og utaknemmelige børnene var overfor Grandma og Irene. Lærerne troede, vi græd, fordi Emmanuel havde opført sig på den måde, men vi fik forklaret dem, at det var fordi, vi ikke var vant til at se folk slås på den måde. Lidt efter kom Mildred kørerne – sikkert tilkaldt af Grandma – med to slåpinde og gik direkte ind i Emmanuels klasseværelse. Vi sad i lokalet ved siden af og kunne tydeligt høre, at den ikke fik for lidt. Sara måtte rejse sig og gå ud fra børnehjemmet for at kunne græde færdigt. Det var en virkelig ubehagelig oplevelse at se børnene blive behandlet så voldsomt.

Efter den turbulente morgen tog vi tidligt af sted fra børnehjemmet for at tage til Accra, hvor vi endelig skulle have vores pas igen. Vi fik snakket med Sheila fra organisationen, fik nogle penge til transport til lufthavnen og skrev en kort evaluering af vores ophold. Bagefter spiste vi en god frokost i byen, inden vi tog hjem til Kasoa, hvor strømmen selvfølgelig var gået. Heldigvis var det ikke en alt for varm nat, og vi vågnede op rimelig veludhvilede lørdag morgen, friske på en tur til Cape Coast. Da vi ankom, måtte vi vente lidt på vores værelse, som de ikke havde gjort rent endnu – det var startskuddet til et ophold med rigtig dårlig service. Blæseren på værelset var rigtig svag, og vi måtte ikke bruge håndvasken, fordi røret var utæt. Anyway, vi kom på stranden, og senere mødte vi Perpetua og Charlene, blot for at sige farvel – Charlene rejste videre til Etiopien i går. Bagefter gik vi på en lille shoppingtur i byen, inden vi tog på restaurant. Aftenen gik med drinks og sjov i baren på vores hotel.

Da vi stod op søndag morgen og bestilte morgenmad, gik der omkring en time, inden Julies mad kom. Tjeneren fortalte, at de var ude og købe brød ind til den sandwich, Sara havde bestilt, og at den ville komme snart. Det gjorde den så, sammen med et glas appelsinjuice som Sara nåede at tage to tåre af, inden en flue lå og svømmede rundt i den. Vi bad om en ny, men tjenerne sagde, at så skulle vi betale for den anden også. Det sagde vi nej tak til, og da regningen kom, sagde vi, at vi ikke ville betale for en appelsinjuice, vi ikke havde drukket. Tjenerne stod så og diskuterede det med os, indtil ejeren af hotellet (en australier) kom og sagde, at vi selvfølgelig ikke skulle betale for noget, vi ikke havde drukket. Sådan, han burde virkelig lære sine ansatte hvad god kundeservice er!

Dagen i dag har været ret afslappet på børnehjemmet. Lærerne har været i gang med at rette prøverne fra sidste uge, og børnene har sådan set bare lavet, hvad de havde lyst til. Omkring middag kom fire mennesker ind, som vi ikke havde set før. Det viste sig at være Mildreds familie, som er på besøg fra USA. I anledning af besøget havde alle børnene øvet sig i forskellige danse, som de fremførte for et begejstret publikum. Familien var imponerede og tog konstant video med deres telefoner og iPads.

Børnene får ferie på torsdag og frem til 8. maj, så på torsdag skal de have en slags legedag som afslutning. Det bliver også en slags afslutning for os – vi rejser videre lørdag morgen, men kommer kort tilbage weekenden efter for at sige rigtigt farvel. Det bliver så sørgeligt!

Vi glæder os dog meget til at se jer alle derhjemme – pas godt på jer selv så længe :-)