Sidste dag i Kasoa

Åh, hvor har vi dog oplevet meget i løbet af den sidste uge! Og med ingen adgang til nettet undervejs bliver dette indlæg derfor måske det længste nogensinde. Men glæd jer, det bliver et spændende et af slagsen ;-)

Sidste lørdag eftermiddag tog vi jo til Accra for at finde en bus til Tamale, som ligger helt oppe i den nordlige region af Ghana. Vi endte med at finde en V.I.P.-bus. Prisen var 46 cedis pr. person inkl. bagage – til gengæld havde bussen brede lædersæder, aircondition og fladskærm med halvdårlige actionfilm. Bussen kørte fra Accra omkring kl. 18, og ca. kl. 7 næste morgen ankom vi til Tamale, som er en ret stor by. Undervejs så vi det, vi valgte at kalde ”det rigtige Afrika”; bittesmå landsbysamfund med klynger af lerhytter, ingen rindende vand og ingen elektricitet. Naturen var også helt anderledes frodig og grøn i forhold til det, vi er vant til. Det var ret fedt at se den her side af Ghana, netop fordi vi hidtil mest har været i de store byer.

Da vi ankom i Tamale, blev vi kørt til busstationen, hvor vi skulle finde ud af at komme til Mole Nationalpark, som ligger små 150 km vest for Tamale. Det viste sig så, at bussen først ville køre halv tre, så vi havde små 7 timers ventetid foran os. Hvad vi ikke havde forberedt os på var den slående varme, de lever med oppe nordpå. Midt på dagen var det tæt på 40 grader i skyggen – ikke den sjoveste temperatur at skulle vente på bussen i. Men vi overlevede, og bussen kom da også nogenlunde til tiden. Vi mødte to obruni-fyre, Marc fra Californien og Harry fra England, som skulle samme vej. Marc skulle til Mole Motel, ligesom os, mens Harry ville bruge sin første nat i den nærliggende by, Larabanga. Det var næsten mørkt, da vi endelig ankom til nationalparken, og på det tidspunkt havde vi været på farten i tæt på 28 timer, så vi var godt trætte! Det blev til et hurtigt bucket-bath, inden vi begge faldt omkuld på værelset. Det skal lige siges, at hotellets beliggenhed er helt fantastisk. Placeret på toppen af en bakke kan man fra restauranten og poolen se ned over to vandhuller i parken, hvor mange af dyrene – inkl. elefanterne – kommer og bader i løbet af dagen.

Mandag morgen tog vi på første tur ud i parken kl. 7. Det var en guidet gåtur sammen med 10-12 andre mennesker (selvfølgelig flest obrunis), hvor vi i lidt over to timer gik og kiggede på de dyr, der opholder sig tættest på hotellet. Vi så flere forskellige slags antiloper, vildsvin, diverse fugle, og så nåede vi lige at få et glimt af 5-6 krokodiller, inden de dykkede ned i vandet. Det var helt vildt at gå blandt vilde dyr på den måde, og vi gik begge med et stort smil på læberne. Men da turen var slut og vi endnu ikke havde set nogen elefanter, var vi lidt skuffede. Vi besluttede os for at tage med på den sene tur kl. 15.30 i håbet om at få et glimt af dem.

I mellemtiden slappede vi af ved poolen og nød afkølingen samtidig med den varme sol. Marc fortalte os, at nogle af de andre piger havde planlagt at leje en bil med chauffør, så de kunne komme længere ud i parken og se flere dyr. De manglede blot to personer for at fylde bilen op – og så stod vi klar med det samme. Harry var nu også ankommet til hotellet og prøvede sammen med Marc at finde et billigt værelse, hvilket var umuligt. Vi havde tre senge på vores og tilbød dem derfor, at vi kunne betale for en ekstra madras, så de begge kunne være der, og så deles om den samlede pris for værelset. Det blev de super glade for, og vi endte op med at spare penge den sidste nat – win-win! Da Julie var tilbage på værelset, ville hun i baren for at købe noget koldt at drikke. Hun åbnede døren, og så stod der en abe fem meter væk og kiggede på hende. Hun blev så forskrækket, at hun skyndte sig at lukke og låse døren. Lidt efter kom Sara og bankede på, fordi hun skulle bruge kameraet til at tage billeder af aberne – der var 6-7 aber omkring vores værelse, og lidt længere væk stod en antilope og græssede. Virkelig sjovt!

Vi kom af sted med den store jeep ud på de små veje i parken, fem af os inde i bilen og fire oppe på taget. Til at starte med så vi mange af de dyr, vi også havde set på gåturen. Derudover fik vi set store aber og en slags antiloper, som minder lidt om dådyr. Stadig intet tegn på elefanter, men vi byttede pladser i bilen, så vi også kunne komme op på taget og sidde. Meget federe udsyn! Efter lidt over en time mødte vi to andre biler, som fortalte, at de havde set fire elefanter. Vores guide blev instrueret i, hvor de befandt sig henne, og så var det ellers af sted. Vi blev kørt til foden af en bakke og fortsatte opad på gåben. Der gik vi så lidt rundt, indtil guiden opgav og sagde, at han formentlig havde fået forkerte instruktioner. Lidt mutte blev vi igen samlet op af bilen og kørte tilbage mod hotellet. Vi sad alle sammen ovenpå og kiggede til venstre mod de bakker, elefanterne skulle have været på. Pludselig begynder en af pigerne – som heldigvis havde kigget til højre i stedet – at banke på taget af bilen, mens hun halvt råber, halvt hvisker ”ELEPHANTS, ELEPHANTS”! Vi vender os alle, mens vi banker på taget og råber stop, og ser fire store elefanter gå 15 meter fra os inde i buskadset. Det var en helt stressende og forvirret situation; alle skyndte sig ud af bilen og ned fra taget, og så knipsede vi ellers løs med kameraerne. Til at starte med var der flere buske og træer mellem os og elefanterne, men til alt held bevægede de sig først ud til siden af vejen for derefter at krydse den – vi stod kun 10 meter fra vilde elefanter! Da de havde krydset vejen, stoppede deres leder op, vendte sig mod os og begyndte at stå og spise, mens den betragtede os. Det gav mulighed for helt vildt fede billeder! Vi stod alle sammen som paralyserede i flere minutter, inden guiden sagde, at vi blev nødt til at vende tilbage. Det reddede virkelig hele turen, og vi var begge helt høje resten af dagen!

Tilbage på hotellet igen trak vi i badetøjet for at slappe af ved poolen. En flok elefanter havde åbenbart tænkt det samme, for der stod 6-7 stykker af slagsen ved vandhullet. Ret sjovt sådan at tage aftenbad samtidig med elefanterne ;-) Bagefter fik vi en god aftensmad serveret og gik tidligt i seng. Vi skulle nemlig op og have bussen tilbage til Tamale kl. 4 om morgenen. Der fandt vi så en slags trotro i god stand, som kørte os tilbage til Accra. Ikke ligeså luksuriøs som V.I.P.-bussen, men vi kom sikkert frem og overnattede på det hotel, hvor Sara og Mathias også havde boet i nogle dage.

Onsdag tog vi så en bus mod Hohoe, en stor by tæt ved Wli Waterfalls. Det ligger i den østlige del af Ghana (lige ved grænsen til Togo) – og området bliver kaldt Volta Region. Det var heldigvis en forholdsvis kølig dag, så turen på fire timer var slet ikke slem. I Hohoe fik vi en taxa til at køre os til Wli, hvor vi fandt det skønneste hotel, Waterfall Lodge. Det køres af et tysk par, og det er nok det grønneste og smukkeste sted, vi hidtil har set i Ghana. Haven er flot vedligeholdt med græs, blomster, buske og små ananasplanter, og i baggrunden har man udsigt til bjergene og det øverste af vandfaldet. En ren oase, som man godt ville kunne bruge mange dage i.

Torsdag morgen fik vi spist morgenmad og tog af sted mod vandfaldende. Vi havde i forvejen besluttet os for, at vi ville hike til det øverste vandfald i stedet for kun at se det nederste. Vi blev tildelt en guide, og så var det ellers af sted i rask gågang. Efter at have gået i ca. 40 minutter kom vi til det sted, hvor opstigningen begyndte. Vi fik hver vores vandrepind, Sara blev gjort til anfører, og så gik turen opad. Det var virkelig fysisk hårdt, både pga. varmen men også fordi, det var så stejlt. Sporet, vi gik på, var lavet af skiftevis sten og rødder fra de omkringliggende træer, og mange steder var det virkelig svært at træde op. Men op kom vi, og da vi endelig nåede vandfaldet, var det det hele værd. 125 meter oppe over os udsprang vandfaldet, og vi stod på det flade stykke for enden ved en ”pool”, hvorfra vandet løb videre ned til det nederste vandfald. Der var kun os, to tyske piger, en familie og vores guides, så der var dejlig ro til at bade, nyde en mango og ikke mindst nyde synet. Helt fantastisk!

Turen nedad var næsten sværere end op – vi var i forvejen lidt trætte i benene, og det var meget nemt at træde forkert og glide ligeså lang man var. Til gengæld gik det hurtigere på vej ned, og lige pludselig var vi allerede ved det nederste vandfald. Selve stedet var rigtig flot, men der var simpelthen så mange unge, badende, larmende lokale, at det ødelagde hele stemningen og naturen omkring. Vi havde godt nok været skuffede, hvis vi ikke havde taget turen op til det øverste. Men ved det nederste vandfald var der en kæmpe flagermuskoloni med flere tusinde flagermus, hvilket var ret sjovt at se.

Udmattede vendte vi tilbage til hotellet til et velfortjent bad og lidt afslapning. Vi fik en virkelig god omgang aftensmad; Julie fik en slags kylling i karry med ananas og ris, Sara fik kødboller med en sovs af tomat, løg og champignon og kartoffelmos. En dejlig forandring fra det, vi normalt er vant til. Fredag morgen brugte vi på at spise morgenmad, nyde udsigten og slappe lidt af, inden vi tog tilbage. Denne gang helt tilbage til Kasoa, hvor vi altså befinder os nu. Her er kun os og securitymanden, for skolen holder jo ferie. I dag skal vi sige endeligt farvel til børnene. Det bliver ikke sjovt! Men til gengæld glæder vi os til snart at rejse til Zanzibar – det er allerede i overmorgen! I morgen tager vi til Accra og bor på hotel, så vi lige kan kigge os omkring en sidste gang, og så flyver vi kl. 12.05 mandag.

Næste gang, I hører fra os på bloggen, bliver fra Zanzibar, hvis vi ellers kan finde ud af at komme på en netcafé. Så glæd jer til at høre om afsked, flyvetur og ikke mindst paradisøen! Hav det godt så længe – og hey, vi ses hjemme i Danmark om allerede 18 dage :-)

Nu skal vi videre

Så kom dagen, hvor vores sidste arbejdstimer på Grace Masak blev overstået. Næste gang, vi ser børnene, bliver for at sige endeligt farvel næste lørdag. Det er helt uvirkeligt, og selvom vi glæder os helt vildt til at opleve andre steder, så kommer det til at blive vanvittig hårdt at rejse fra dem. Indtil nu har vi allerede sagt farvel til skolebørnene, lærerne og nogle af pigerne herhjemme fra pigeskolen. Det er mærkeligt, at vi er nået så langt i vores rejse, at vi begynder at se folk for sidste gang.

I tirsdags kunne vi se, at det havde regnet om natten, da vi stod op. Vi spiste vores morgenmad og tog af sted på børnehjemmet, og lidt efter begyndte regnen at falde igen. Til at starte med var det stille og roligt, men lige pludselig væltede det bare ned i tykke stråler – det lignede, hvad man vil kalde et skybrud hjemme i Danmark. Det fortsatte med varieret styrke i flere timer, og alle børnene samledes inde på værelset i ly for regnen. Børnene brugte regnvandet til at rengøre både vinduer og gulv. Efter lidt tid blev Sara kaldt ud til det nye køkken, hvor tømrerne var i gang med taget; de havde købt for lidt materialer, så de manglede en smule for at kunne bygge taget færdigt. Vi indvilgede i at betale for det sidste, og Sara tog med den ene tømrer af sted for at købe ind. Det viste sig, at det var en gåtur på i alt ca. 3 km – i silende regn. Da hun kom tilbage, var hun drivvåd og måtte derfor tage tidligt hjem og få varmt tøj på. Vi har aldrig oplevet, at det har regnet så meget, så længe!

Onsdag aften tog vi i kirke med Kate og en af pigerne, Lizzie, et sted i nærheden af skolen. Det var meget mere fredeligt end det, der foregår om søndagen, hvor enhver kirke er fyldt til randen af syngende ghanesere. Vi kom midt inde i ”gudstjenesten”, og der var i alt ca. 15 personer til stede. Præsten prædikede fra en passage i biblen (som han havde downloadet på sin mobil, haha) og talte om vigtigheden ved at være tæt på gud og kirken. Han sagde, at det var vigtigt at have sin ”quiet time” med gud hver morgen – måske ville gud fortælle en, at man ikke skulle tage på arbejde den pågældende dag. Som han sagde, så havde mange af de mennesker, der omkom ved 9/11, måske været i live, hvis de havde husket at tale med gud om morgenen. Sikke noget vrøvl, men det var nu en meget sjov oplevelse.

Som skrevet tidligere havde børnene afslutning torsdag. Det viste sig at være det helt store arrangement. Nogle af pigerne fra skolen havde været oppe siden kl. 4 om morgenen for at lave mad, og der var hyret et band fra Winneba (en by ved kysten vest for Kasoa), som kom og spillede. Børnene optrådte med forskellige sange, danse og bibelcitater, og pigerne fra skolen optrådte også med en dans. Der var nogle voksne til stede, som helt tydeligt lod til at være nogle af børnenes forældre – brødrene stod tæt op af dem, og da arrangementet var ved at være slut, gav de børnene penge. Men ingen lader til at ville fortælle os sandheden. Mildred prøvede at bilde os ind, at det er hendes brødre og søskende, som agerer deres forældre en gang imellem for at muntre den op. Det vælger vi at lade være med at tro på…

I dag havde vi så vores sidste rigtige dag på børnehjemmet. Vi havde taget computer med, så de kunne se Wall-E – de var ikke alle sammen lige begejstrede for filmen, men det var den sidste vi havde tilbage, som de ikke havde set endnu. Derudover havde vi også plastre, balloner, sæbebobler osv. med. Vores lager herhjemme skal jo tømmes, mens vi stadig kan nå det ;-) Det var de meget glade for. Vi gav dem en ny fodbold, for de har punkteret dem, de havde i forvejen. Julie sørgede for, at de små fik lov til at spille lidt. Tit overtager de ældre børn nemlig bolden og smider de små ud af spillet. Vi havde også skrevet breve til nogle af børnene, fordi de altid skriver breve til os. Sara havde købt et lille bitte armbånd med de ghanesiske farver magen til sit eget, som Elvis skulle have. Lige siden første gang, han så Saras, har han pillet ved det og sagt, at han godt kunne tænke sig et. Det fik han så i dag, og smilet på hans læber var svært at tørre af! Vi håber, han kan få lov at beholde det, uden de andre river det af ham.

I aften serverer Kate pizza til os, og vi har købt en Verdi (!!!) nede fra supermarkedet, som skal nydes til vores afskedsmiddag. Kate og hendes søn gav os en gave i morges – vi fik hver en taske syet af noget rigtig flot stof hernede fra. Simpelthen så sødt af dem! Vi havde selvfølgelig også en gave til dem; Gilli fik en kurv med kladdehæfte, kuglepenne, viskelæder, blyantspidsere osv. Kate fik en kurv med olivenolie, to slags krydderi, og så havde vi skrevet et takkekort. I begge kurve lå også en pose plantain-chips. Det blev de meget begejstrede for.

I morgen eftermiddag går turen så til Tamale oppe nordpå. Det tager 10 timer med bus fra Accra, så det bliver en lang tur, men vi glæder os helt vildt til at komme i nationalpark med elefanter og krokodiller!

Vi ved ikke lige, hvornår vi har adgang til nettet igen, så I får nok først en ny update igen i næste weekend. Pas på jer selv så længe! Varme kys og kram fra Ghana

Strandtur og kaos

I dag har vi været væk i 12 uger. Der er præcis en måned til vi lander hjemme i København, og denne uge er vores sidste på børnehjemmet. Om to uger letter vi fra Accra og sætter kursen mod Zanzibar – vi når lige at mellemlande i både Etiopien og Tanzania på vejen. Den sidste uge i Ghana skal vi bruge til at rejse nordpå til en nationalpark, hvor man blandt andet kan se elefanter, og til det østlige Ghana, hvor vi skal se Vestafrikas længste vandfald. Det bliver spændende, og selvom vi allerede savner børnene ved tanken, så glæder vi os til at rejse videre.

I sidste uge var Charlene tilbage i Kasoa for en stund, så hun kunne bruge sin sidste tid i Ghana sammen med børnene. Torsdag havde hun derfor planlagt en tur til stranden i samarbejde med Mildred. Vi hyrede en minibus med chauffør, fyldte den op med børn og voksne og kørte af to omgange til Fete, som er en øde og meget smuk strand. De fleste af børnene var ellevilde for at komme i vandet – nogle sprang direkte ud i det, men mange af dem var lidt forsigtige og skulle overtales lidt, da de endelig stod i vandkanten. Til gengæld var de svære at overtale til at komme op igen, da de først var hoppet i de store bølger. Charlene, Mildred og Sara havde været ude og købe ind til frokost dagen inden, og bagefter havde alle været med til at tilberede den. Retten var Waatchye, som er en blanding af ris og bønder, sammen med kylling, tomatsovs og chilisovs. Det smagte godt, men lå også rigtig tungt i maven. Vi fik delt lidt kiks ud til dessert, og så gik turen hjemad igen. Børnene var godt trætte efter en begivenhedsrig dag, og flere af dem faldt i søvn som det første, da vi var hjemme igen.

Fredag morgen var ret kaotisk og lidt ubehagelig. Da vi ankom på børnehjemmet var to af drengene, Ishmael og Emmanuel (10-11 år), i fuld gang med at slås. Vi skilte dem ad, men de fortsatte igen inde i soveværelset. Da Julie trak Emmanuel væk, sparkede han til hende, hvilket Daniel (17 år) så. Han kom så til og begyndte at tæske løs på Emmanuel. Vi gik ind på Grandmas værelse og begyndte begge to at græde, nok pga. chokket over, hvor voldsomt de gik til hinanden. Irene og nogle af børnene så os sidde derinde, og efter lidt tid kom Grandma ind og ville trøste os. Det endte så ud i, at hun, Irene, Sir Henry og Madam Esther højlydt stod og diskuterede, både på engelsk og på twi, hvor uopdragne og utaknemmelige børnene var overfor Grandma og Irene. Lærerne troede, vi græd, fordi Emmanuel havde opført sig på den måde, men vi fik forklaret dem, at det var fordi, vi ikke var vant til at se folk slås på den måde. Lidt efter kom Mildred kørerne – sikkert tilkaldt af Grandma – med to slåpinde og gik direkte ind i Emmanuels klasseværelse. Vi sad i lokalet ved siden af og kunne tydeligt høre, at den ikke fik for lidt. Sara måtte rejse sig og gå ud fra børnehjemmet for at kunne græde færdigt. Det var en virkelig ubehagelig oplevelse at se børnene blive behandlet så voldsomt.

Efter den turbulente morgen tog vi tidligt af sted fra børnehjemmet for at tage til Accra, hvor vi endelig skulle have vores pas igen. Vi fik snakket med Sheila fra organisationen, fik nogle penge til transport til lufthavnen og skrev en kort evaluering af vores ophold. Bagefter spiste vi en god frokost i byen, inden vi tog hjem til Kasoa, hvor strømmen selvfølgelig var gået. Heldigvis var det ikke en alt for varm nat, og vi vågnede op rimelig veludhvilede lørdag morgen, friske på en tur til Cape Coast. Da vi ankom, måtte vi vente lidt på vores værelse, som de ikke havde gjort rent endnu – det var startskuddet til et ophold med rigtig dårlig service. Blæseren på værelset var rigtig svag, og vi måtte ikke bruge håndvasken, fordi røret var utæt. Anyway, vi kom på stranden, og senere mødte vi Perpetua og Charlene, blot for at sige farvel – Charlene rejste videre til Etiopien i går. Bagefter gik vi på en lille shoppingtur i byen, inden vi tog på restaurant. Aftenen gik med drinks og sjov i baren på vores hotel.

Da vi stod op søndag morgen og bestilte morgenmad, gik der omkring en time, inden Julies mad kom. Tjeneren fortalte, at de var ude og købe brød ind til den sandwich, Sara havde bestilt, og at den ville komme snart. Det gjorde den så, sammen med et glas appelsinjuice som Sara nåede at tage to tåre af, inden en flue lå og svømmede rundt i den. Vi bad om en ny, men tjenerne sagde, at så skulle vi betale for den anden også. Det sagde vi nej tak til, og da regningen kom, sagde vi, at vi ikke ville betale for en appelsinjuice, vi ikke havde drukket. Tjenerne stod så og diskuterede det med os, indtil ejeren af hotellet (en australier) kom og sagde, at vi selvfølgelig ikke skulle betale for noget, vi ikke havde drukket. Sådan, han burde virkelig lære sine ansatte hvad god kundeservice er!

Dagen i dag har været ret afslappet på børnehjemmet. Lærerne har været i gang med at rette prøverne fra sidste uge, og børnene har sådan set bare lavet, hvad de havde lyst til. Omkring middag kom fire mennesker ind, som vi ikke havde set før. Det viste sig at være Mildreds familie, som er på besøg fra USA. I anledning af besøget havde alle børnene øvet sig i forskellige danse, som de fremførte for et begejstret publikum. Familien var imponerede og tog konstant video med deres telefoner og iPads.

Børnene får ferie på torsdag og frem til 8. maj, så på torsdag skal de have en slags legedag som afslutning. Det bliver også en slags afslutning for os – vi rejser videre lørdag morgen, men kommer kort tilbage weekenden efter for at sige rigtigt farvel. Det bliver så sørgeligt!

Vi glæder os dog meget til at se jer alle derhjemme – pas godt på jer selv så længe :-)

Den sidste tid

Påskeferien er forbi, og vi er tilbage til den ”normale” hverdag igen. Elleve uger er nu gået - tiden flyver af sted, og vi har kun ti dage tilbage her i Kasoa. Charlene (vores veninde fra Canada) rejser videre til Etiopien på søndag, så hun bruger sine sidste dage med os og børnene. Det er mærkeligt, at vi allerede skal til at sige farvel til folk – at vi virkelig er ved at være ved vejs ende.

Sidste mandag skulle vores veje skilles for første gang. Som sagt har Sara haft besøg af Mathias, og de brugte mandag til onsdag på et hotel i Accra. De fik brugt noget tid på kulturelle ting og fik set Nationalmuseet, National Culture Center, Kaneshie Market og en del andet. Der var selvfølgelig også plads til lidt afslapning. Julie fortsatte arbejdet på børnehjemmet – dagene uden Sara endte med at blive ret skøre. Påskeferien føltes allerede som igangsat, fordi børnene ikke lavede det helt store. Madam Esther sad og lavede eksamensspørgsmålene til 1., 2. og 3. klasse i timerne, så børnene måtte selv sørge for at holde sig beskæftiget. Generelt forbereder lærerne ikke undervisningen, klassetest eller eksaminer hjemmefra – det bliver gjort i timerne. Julie havde dog lavet sine hjemmeopgaver, og skrevet eksamensspørgsmålene til 3. klasse i engelsk og matematik, hvilket faldt i god jord hos Madam Esther. Ellers gik de tre dage med at repetere i de forskellige fag – specielt 6. klasse var gode til at lave andet end at lege.

Onsdag stod vi op til regn – hvilket er et sjældent syn. Hvis det regner hernede er det i 10-15 minutter, men i onsdags fortsatte det med at småregne hele dagen. Til morgenmaden måtte Julie sidde med trøje på, fordi det var så køligt. Paraplyen måtte også tages frem, da hun skulle over til børnehjemmet. Der var kun fremmødt en lærer, Sir Henry, som underviser de mindste børn. Skolebørnene var også i fåtal – kun fire var kommet. Vi har før oplevet, at når vejret svigter, så møder der ikke særlig mange elever op – ret skørt! Det endte med en stille og rolig dag. Julie havde taget computeren med, hvor hun spillede noget ghanesisk pop-musik, som de kunne danse til. De var også ret vilde med Justin Biebers ”Baby” ;-)

Børnene var blevet ret langhårede, så Sir Henry afgjorde, at vi skulle klippe deres hår. Det gjorde vi også onsdag, og Julie fik lov til at hjælpe. Første step er at klippe det værste af med saksen, og det var Julies tjans. Sir Henry brugte så en kam og en skraber til at trimme håret og gøre det pænt igen. Vi startede med de små, og nåede ikke alle før klokken blev to, og Sir Henry skulle hjem. Det var til stor utilfredshed hos de fleste, men de store drenge har så klippet håret på de andre her i weekenden.

Torsdag kom Sara og Mathias og besøgte børnehjemmet. Det var et glædeligt gensyn, da både Julie og børnene havde savnet Sara. Vi satte Herkules på for dem og hyggede – mange af de små hang hele tiden op ad Mathias og syntes, det var rigtig spændende med en ny. Han fik også lært blandt andet Little Isaac at tage billeder med sit kamera.

I de seneste dage er der kommet mellem fire og seks volontører fra Tyskland. Vi ved ikke så meget om dem, men de kommer hver dag og er der i omkring to timer. Fredag havde en af tyskerne, Julian, taget sine forældre med på besøg. Han er normalt på en anden skole, men de kom alligevel og besøgte børnehjemmet. De havde alverdens legetøj med – politibiler, ambulancer, bamser, puslespil, blyanter, balloner osv. Det var til stor begejstring for børnene! Senere sagde Grandma til de store drenge, at de skulle tage trommerne frem. De spillede, og nogle af de andre børn lavede nærmest en hel opvisning af forskellige danse. Både de tyske volontører, Grandma og Irene var oppe og danse også! Vi sluttede af med en Azonto-konkurrence, hvor Julie var dommer (Azonto er en dans, som alle ghanesere kan danse – den har også en tilhørende pop-sang, som bliver spillet ofte hernede).

Senere fredag tog vi alle tre til Kokrobite Beach – vi havde igen bestilt værelse på Big Milly’s Backyard, som er et fantastisk sted! Det viste sig så, at vi var naboer med Charlene og hendes seks venner fra Irland. Vi aftalte derfor at spise aftensmad sammen på Kokrobite Gardens, som er en italiensk ejet restaurant. Man kan få de bedste pizzaer, og vi fik også nogle lækre drinks. Lørdag stod på ren afslapning ved stranden. Bølgerne var dog rigtig store og virkelig voldsomme, så man skulle passe på, man ikke blev slynget omkuld. Både Julie og Mathias endte med at blive ret røde! Nu er smerten heldigvis gået væk, og vi har i stedet fået en god kulør ;-)

Vi havde en rigtig god weekend sammen alle tre med lækker mad morgen, middag og aften og tilhørende afslapning ved stranden. Vi er begge enige i, at Kokrobite er yndlingsstedet i Ghana! Så det sted kommer vi med sikkerhed til at savne.

Mandag havde tyskerne i anledningen af påsken taget æg og fingermaling med til børnene. Lige til at starte med synes de, det var sjovt. Men da de store kun tog æg for at lave ”fried-egg”, gik planen lidt i vasken. Børnene begyndte at vaske deres maling af æggene, så de kunne pille det og derefter spise det (æggene var åbenbart kogt på forhånd). Julie satte senere en film på for dem – og sådan blev den sidste fridag brugt.

I dag tog Sara og Charlene alene på børnehjemmet, da Julie er blevet forkølet (utroligt, at man kan blive det i Ghana). Børnene har haft eksamen i engelsk, citizen educationship og religous and moral education, og Charlene har været ude og købe materialer til taget på det nye køkken på børnehjemmet. Vi håber sådan, at vi kan se det færdige resultat inden vi rejser herfra. Kun otte dage har vi tilbage på børnehjemmet, og det skærer allerede i hjertet at tænke på, at vi snart skal tage afsked med børnene. Charlene og Mildred er i gang med at arrangere en tur til stranden på fredag for børnene, og det glæder vi os rigtig meget til!

For resten, så er vores pas endelig klar. Efter et par tilskyndende opkald fra Sara og et opkald fra Flemming Voss til den danske organisation blev der sat gang i tingene. Planen er nu, at vi skal ind på organisationskontoret i udkanten af Accra og hente dem på torsdag. Det var vel også ved at være på tide – der er under tre uger, til vi rejser videre ;-) Vi har endelig fået telefonisk kontakt med Nanna, Julie og Stine, som lige nu er i Kenya (egentlig faktisk på vej til Uganda). Nanna ringede søndag morgen, og vi har nu fundet ud af, at vi også kan sms’e med hinanden uden problemer. Rigtig fedt, for så kan vi nemt aftale nærmere omkring, hvordan og hvornår vi skal mødes på Zanzibar!

Det var alt for nu, vi håber, I har haft en rigtig dejlig påske derhjemme.