Den sidste tid

Påskeferien er forbi, og vi er tilbage til den ”normale” hverdag igen. Elleve uger er nu gået - tiden flyver af sted, og vi har kun ti dage tilbage her i Kasoa. Charlene (vores veninde fra Canada) rejser videre til Etiopien på søndag, så hun bruger sine sidste dage med os og børnene. Det er mærkeligt, at vi allerede skal til at sige farvel til folk – at vi virkelig er ved at være ved vejs ende.

Sidste mandag skulle vores veje skilles for første gang. Som sagt har Sara haft besøg af Mathias, og de brugte mandag til onsdag på et hotel i Accra. De fik brugt noget tid på kulturelle ting og fik set Nationalmuseet, National Culture Center, Kaneshie Market og en del andet. Der var selvfølgelig også plads til lidt afslapning. Julie fortsatte arbejdet på børnehjemmet – dagene uden Sara endte med at blive ret skøre. Påskeferien føltes allerede som igangsat, fordi børnene ikke lavede det helt store. Madam Esther sad og lavede eksamensspørgsmålene til 1., 2. og 3. klasse i timerne, så børnene måtte selv sørge for at holde sig beskæftiget. Generelt forbereder lærerne ikke undervisningen, klassetest eller eksaminer hjemmefra – det bliver gjort i timerne. Julie havde dog lavet sine hjemmeopgaver, og skrevet eksamensspørgsmålene til 3. klasse i engelsk og matematik, hvilket faldt i god jord hos Madam Esther. Ellers gik de tre dage med at repetere i de forskellige fag – specielt 6. klasse var gode til at lave andet end at lege.

Onsdag stod vi op til regn – hvilket er et sjældent syn. Hvis det regner hernede er det i 10-15 minutter, men i onsdags fortsatte det med at småregne hele dagen. Til morgenmaden måtte Julie sidde med trøje på, fordi det var så køligt. Paraplyen måtte også tages frem, da hun skulle over til børnehjemmet. Der var kun fremmødt en lærer, Sir Henry, som underviser de mindste børn. Skolebørnene var også i fåtal – kun fire var kommet. Vi har før oplevet, at når vejret svigter, så møder der ikke særlig mange elever op – ret skørt! Det endte med en stille og rolig dag. Julie havde taget computeren med, hvor hun spillede noget ghanesisk pop-musik, som de kunne danse til. De var også ret vilde med Justin Biebers ”Baby” ;-)

Børnene var blevet ret langhårede, så Sir Henry afgjorde, at vi skulle klippe deres hår. Det gjorde vi også onsdag, og Julie fik lov til at hjælpe. Første step er at klippe det værste af med saksen, og det var Julies tjans. Sir Henry brugte så en kam og en skraber til at trimme håret og gøre det pænt igen. Vi startede med de små, og nåede ikke alle før klokken blev to, og Sir Henry skulle hjem. Det var til stor utilfredshed hos de fleste, men de store drenge har så klippet håret på de andre her i weekenden.

Torsdag kom Sara og Mathias og besøgte børnehjemmet. Det var et glædeligt gensyn, da både Julie og børnene havde savnet Sara. Vi satte Herkules på for dem og hyggede – mange af de små hang hele tiden op ad Mathias og syntes, det var rigtig spændende med en ny. Han fik også lært blandt andet Little Isaac at tage billeder med sit kamera.

I de seneste dage er der kommet mellem fire og seks volontører fra Tyskland. Vi ved ikke så meget om dem, men de kommer hver dag og er der i omkring to timer. Fredag havde en af tyskerne, Julian, taget sine forældre med på besøg. Han er normalt på en anden skole, men de kom alligevel og besøgte børnehjemmet. De havde alverdens legetøj med – politibiler, ambulancer, bamser, puslespil, blyanter, balloner osv. Det var til stor begejstring for børnene! Senere sagde Grandma til de store drenge, at de skulle tage trommerne frem. De spillede, og nogle af de andre børn lavede nærmest en hel opvisning af forskellige danse. Både de tyske volontører, Grandma og Irene var oppe og danse også! Vi sluttede af med en Azonto-konkurrence, hvor Julie var dommer (Azonto er en dans, som alle ghanesere kan danse – den har også en tilhørende pop-sang, som bliver spillet ofte hernede).

Senere fredag tog vi alle tre til Kokrobite Beach – vi havde igen bestilt værelse på Big Milly’s Backyard, som er et fantastisk sted! Det viste sig så, at vi var naboer med Charlene og hendes seks venner fra Irland. Vi aftalte derfor at spise aftensmad sammen på Kokrobite Gardens, som er en italiensk ejet restaurant. Man kan få de bedste pizzaer, og vi fik også nogle lækre drinks. Lørdag stod på ren afslapning ved stranden. Bølgerne var dog rigtig store og virkelig voldsomme, så man skulle passe på, man ikke blev slynget omkuld. Både Julie og Mathias endte med at blive ret røde! Nu er smerten heldigvis gået væk, og vi har i stedet fået en god kulør ;-)

Vi havde en rigtig god weekend sammen alle tre med lækker mad morgen, middag og aften og tilhørende afslapning ved stranden. Vi er begge enige i, at Kokrobite er yndlingsstedet i Ghana! Så det sted kommer vi med sikkerhed til at savne.

Mandag havde tyskerne i anledningen af påsken taget æg og fingermaling med til børnene. Lige til at starte med synes de, det var sjovt. Men da de store kun tog æg for at lave ”fried-egg”, gik planen lidt i vasken. Børnene begyndte at vaske deres maling af æggene, så de kunne pille det og derefter spise det (æggene var åbenbart kogt på forhånd). Julie satte senere en film på for dem – og sådan blev den sidste fridag brugt.

I dag tog Sara og Charlene alene på børnehjemmet, da Julie er blevet forkølet (utroligt, at man kan blive det i Ghana). Børnene har haft eksamen i engelsk, citizen educationship og religous and moral education, og Charlene har været ude og købe materialer til taget på det nye køkken på børnehjemmet. Vi håber sådan, at vi kan se det færdige resultat inden vi rejser herfra. Kun otte dage har vi tilbage på børnehjemmet, og det skærer allerede i hjertet at tænke på, at vi snart skal tage afsked med børnene. Charlene og Mildred er i gang med at arrangere en tur til stranden på fredag for børnene, og det glæder vi os rigtig meget til!

For resten, så er vores pas endelig klar. Efter et par tilskyndende opkald fra Sara og et opkald fra Flemming Voss til den danske organisation blev der sat gang i tingene. Planen er nu, at vi skal ind på organisationskontoret i udkanten af Accra og hente dem på torsdag. Det var vel også ved at være på tide – der er under tre uger, til vi rejser videre ;-) Vi har endelig fået telefonisk kontakt med Nanna, Julie og Stine, som lige nu er i Kenya (egentlig faktisk på vej til Uganda). Nanna ringede søndag morgen, og vi har nu fundet ud af, at vi også kan sms’e med hinanden uden problemer. Rigtig fedt, for så kan vi nemt aftale nærmere omkring, hvordan og hvornår vi skal mødes på Zanzibar!

Det var alt for nu, vi håber, I har haft en rigtig dejlig påske derhjemme.