Friday 20 April 2012

Nu skal vi videre


Så kom dagen, hvor vores sidste arbejdstimer på Grace Masak blev overstået. Næste gang, vi ser børnene, bliver for at sige endeligt farvel næste lørdag. Det er helt uvirkeligt, og selvom vi glæder os helt vildt til at opleve andre steder, så kommer det til at blive vanvittig hårdt at rejse fra dem. Indtil nu har vi allerede sagt farvel til skolebørnene, lærerne og nogle af pigerne herhjemme fra pigeskolen. Det er mærkeligt, at vi er nået så langt i vores rejse, at vi begynder at se folk for sidste gang.

I tirsdags kunne vi se, at det havde regnet om natten, da vi stod op. Vi spiste vores morgenmad og tog af sted på børnehjemmet, og lidt efter begyndte regnen at falde igen. Til at starte med var det stille og roligt, men lige pludselig væltede det bare ned i tykke stråler – det lignede, hvad man vil kalde et skybrud hjemme i Danmark. Det fortsatte med varieret styrke i flere timer, og alle børnene samledes inde på værelset i ly for regnen. Børnene brugte regnvandet til at rengøre både vinduer og gulv. Efter lidt tid blev Sara kaldt ud til det nye køkken, hvor tømrerne var i gang med taget; de havde købt for lidt materialer, så de manglede en smule for at kunne bygge taget færdigt. Vi indvilgede i at betale for det sidste, og Sara tog med den ene tømrer af sted for at købe ind. Det viste sig, at det var en gåtur på i alt ca. 3 km – i silende regn. Da hun kom tilbage, var hun drivvåd og måtte derfor tage tidligt hjem og få varmt tøj på. Vi har aldrig oplevet, at det har regnet så meget, så længe!

Onsdag aften tog vi i kirke med Kate og en af pigerne, Lizzie, et sted i nærheden af skolen. Det var meget mere fredeligt end det, der foregår om søndagen, hvor enhver kirke er fyldt til randen af syngende ghanesere. Vi kom midt inde i ”gudstjenesten”, og der var i alt ca. 15 personer til stede. Præsten prædikede fra en passage i biblen (som han havde downloadet på sin mobil, haha) og talte om vigtigheden ved at være tæt på gud og kirken. Han sagde, at det var vigtigt at have sin ”quiet time” med gud hver morgen – måske ville gud fortælle en, at man ikke skulle tage på arbejde den pågældende dag. Som han sagde, så havde mange af de mennesker, der omkom ved 9/11, måske været i live, hvis de havde husket at tale med gud om morgenen. Sikke noget vrøvl, men det var nu en meget sjov oplevelse.

Som skrevet tidligere havde børnene afslutning torsdag. Det viste sig at være det helt store arrangement. Nogle af pigerne fra skolen havde været oppe siden kl. 4 om morgenen for at lave mad, og der var hyret et band fra Winneba (en by ved kysten vest for Kasoa), som kom og spillede. Børnene optrådte med forskellige sange, danse og bibelcitater, og pigerne fra skolen optrådte også med en dans. Der var nogle voksne til stede, som helt tydeligt lod til at være nogle af børnenes forældre – brødrene stod tæt op af dem, og da arrangementet var ved at være slut, gav de børnene penge. Men ingen lader til at ville fortælle os sandheden. Mildred prøvede at bilde os ind, at det er hendes brødre og søskende, som agerer deres forældre en gang imellem for at muntre den op. Det vælger vi at lade være med at tro på…

I dag havde vi så vores sidste rigtige dag på børnehjemmet. Vi havde taget computer med, så de kunne se Wall-E – de var ikke alle sammen lige begejstrede for filmen, men det var den sidste vi havde tilbage, som de ikke havde set endnu. Derudover havde vi også plastre, balloner, sæbebobler osv. med. Vores lager herhjemme skal jo tømmes, mens vi stadig kan nå det ;-) Det var de meget glade for. Vi gav dem en ny fodbold, for de har punkteret dem, de havde i forvejen. Julie sørgede for, at de små fik lov til at spille lidt. Tit overtager de ældre børn nemlig bolden og smider de små ud af spillet. Vi havde også skrevet breve til nogle af børnene, fordi de altid skriver breve til os. Sara havde købt et lille bitte armbånd med de ghanesiske farver magen til sit eget, som Elvis skulle have. Lige siden første gang, han så Saras, har han pillet ved det og sagt, at han godt kunne tænke sig et. Det fik han så i dag, og smilet på hans læber var svært at tørre af! Vi håber, han kan få lov at beholde det, uden de andre river det af ham.

I aften serverer Kate pizza til os, og vi har købt en Verdi (!!!) nede fra supermarkedet, som skal nydes til vores afskedsmiddag. Kate og hendes søn gav os en gave i morges – vi fik hver en taske syet af noget rigtig flot stof hernede fra. Simpelthen så sødt af dem! Vi havde selvfølgelig også en gave til dem; Gilli fik en kurv med kladdehæfte, kuglepenne, viskelæder, blyantspidsere osv. Kate fik en kurv med olivenolie, to slags krydderi, og så havde vi skrevet et takkekort. I begge kurve lå også en pose plantain-chips. Det blev de meget begejstrede for.

I morgen eftermiddag går turen så til Tamale oppe nordpå. Det tager 10 timer med bus fra Accra, så det bliver en lang tur, men vi glæder os helt vildt til at komme i nationalpark med elefanter og krokodiller!

Vi ved ikke lige, hvornår vi har adgang til nettet igen, så I får nok først en ny update igen i næste weekend. Pas på jer selv så længe! Varme kys og kram fra Ghana

No comments:

Post a Comment