Så kom dagen, hvor vores
sidste arbejdstimer på Grace Masak blev overstået. Næste gang, vi ser børnene,
bliver for at sige endeligt farvel næste lørdag. Det er helt uvirkeligt, og
selvom vi glæder os helt vildt til at opleve andre steder, så kommer det til at
blive vanvittig hårdt at rejse fra dem. Indtil nu har vi allerede sagt farvel
til skolebørnene, lærerne og nogle af pigerne herhjemme fra pigeskolen. Det er
mærkeligt, at vi er nået så langt i vores rejse, at vi begynder at se folk for
sidste gang.
I tirsdags kunne vi se,
at det havde regnet om natten, da vi stod op. Vi spiste vores morgenmad og tog af
sted på børnehjemmet, og lidt efter begyndte regnen at falde igen. Til at
starte med var det stille og roligt, men lige pludselig væltede det bare ned i
tykke stråler – det lignede, hvad man vil kalde et skybrud hjemme i Danmark.
Det fortsatte med varieret styrke i flere timer, og alle børnene samledes inde
på værelset i ly for regnen. Børnene brugte regnvandet til at rengøre både
vinduer og gulv. Efter lidt tid blev Sara kaldt ud til det nye køkken, hvor
tømrerne var i gang med taget; de havde købt for lidt materialer, så de
manglede en smule for at kunne bygge taget færdigt. Vi indvilgede i at betale
for det sidste, og Sara tog med den ene tømrer af sted for at købe ind. Det
viste sig, at det var en gåtur på i alt ca. 3 km – i silende regn. Da hun kom
tilbage, var hun drivvåd og måtte derfor tage tidligt hjem og få varmt tøj på.
Vi har aldrig oplevet, at det har regnet så meget, så længe!
Onsdag aften tog vi i
kirke med Kate og en af pigerne, Lizzie, et sted i nærheden af skolen. Det var
meget mere fredeligt end det, der foregår om søndagen, hvor enhver kirke er
fyldt til randen af syngende ghanesere. Vi kom midt inde i ”gudstjenesten”, og
der var i alt ca. 15 personer til stede. Præsten prædikede fra en passage i
biblen (som han havde downloadet på sin mobil, haha) og talte om vigtigheden
ved at være tæt på gud og kirken. Han sagde, at det var vigtigt at have sin ”quiet
time” med gud hver morgen – måske ville gud fortælle en, at man ikke skulle
tage på arbejde den pågældende dag. Som han sagde, så havde mange af de
mennesker, der omkom ved 9/11, måske været i live, hvis de havde husket at tale
med gud om morgenen. Sikke noget vrøvl, men det var nu en meget sjov oplevelse.
Som skrevet tidligere
havde børnene afslutning torsdag. Det viste sig at være det helt store
arrangement. Nogle af pigerne fra skolen havde været oppe siden kl. 4 om
morgenen for at lave mad, og der var hyret et band fra Winneba (en by ved kysten
vest for Kasoa), som kom og spillede. Børnene optrådte med forskellige sange,
danse og bibelcitater, og pigerne fra skolen optrådte også med en dans. Der var
nogle voksne til stede, som helt tydeligt lod til at være nogle af børnenes
forældre – brødrene stod tæt op af dem, og da arrangementet var ved at være
slut, gav de børnene penge. Men ingen lader til at ville fortælle os sandheden.
Mildred prøvede at bilde os ind, at det er hendes brødre og søskende, som
agerer deres forældre en gang imellem for at muntre den op. Det vælger vi at
lade være med at tro på…
I dag havde vi så vores
sidste rigtige dag på børnehjemmet. Vi havde taget computer med, så de kunne se
Wall-E – de var ikke alle sammen lige begejstrede for filmen, men det var den
sidste vi havde tilbage, som de ikke havde set endnu. Derudover havde vi også
plastre, balloner, sæbebobler osv. med. Vores lager herhjemme skal jo tømmes,
mens vi stadig kan nå det ;-) Det var de meget glade for. Vi gav dem en ny
fodbold, for de har punkteret dem, de havde i forvejen. Julie sørgede for, at
de små fik lov til at spille lidt. Tit overtager de ældre børn nemlig bolden og
smider de små ud af spillet. Vi havde også skrevet breve til nogle af børnene,
fordi de altid skriver breve til os. Sara havde købt et lille bitte armbånd med
de ghanesiske farver magen til sit eget, som Elvis skulle have. Lige siden
første gang, han så Saras, har han pillet ved det og sagt, at han godt kunne
tænke sig et. Det fik han så i dag, og smilet på hans læber var svært at tørre
af! Vi håber, han kan få lov at beholde det, uden de andre river det af ham.
I aften serverer Kate
pizza til os, og vi har købt en Verdi (!!!) nede fra supermarkedet, som skal
nydes til vores afskedsmiddag. Kate og hendes søn gav os en gave i morges – vi fik
hver en taske syet af noget rigtig flot stof hernede fra. Simpelthen så sødt af
dem! Vi havde selvfølgelig også en gave til dem; Gilli fik en kurv med
kladdehæfte, kuglepenne, viskelæder, blyantspidsere osv. Kate fik en kurv med
olivenolie, to slags krydderi, og så havde vi skrevet et takkekort. I begge
kurve lå også en pose plantain-chips. Det blev de meget begejstrede for.
I morgen eftermiddag går
turen så til Tamale oppe nordpå. Det tager 10 timer med bus fra Accra, så det
bliver en lang tur, men vi glæder os helt vildt til at komme i nationalpark med
elefanter og krokodiller!
Vi ved ikke lige, hvornår
vi har adgang til nettet igen, så I får nok først en ny update igen i næste
weekend. Pas på jer selv så længe! Varme kys og kram fra Ghana
No comments:
Post a Comment