En stille uge

Lige for tiden er livet ren luksus i forhold til bare en uges tid siden. Vandet løber i rørene, elektriciteten er meget mere stabil, og Kate snakker hele tiden om, hvor meget god mad vi skal have, fordi vi rejser om tre uger! Det er sjovt, at man sætter pris på så små ting, når man er hernede – derhjemme tager vi jo bare den slags privilegier for givet. Men det gør bare, at vi kommer til at føle, at vi lever i sus og dus, når vi kommer hjem igen ;-)

Sidste weekend havde vi hjemmeweekend, hvor lørdag skulle bruges på at fejre det sidste stykke fødselsdag. Charlene kom om eftermiddagen, og senere tog vi ind til Kasoa på en endnu uprøvet restaurant. På vej i banken i forrige uge havde vi spottet restauranten, som lød lovende med pizzaer på menukortet. Vi fik da også bestilt tre styks og sad på tagterrassen med udsigt til byen og kolde drikkevarer. Da begyndte en ghanesisk mand, Jonathan, at snakke til os, spørge os om alt muligt og fortælle en masse – vi forstod ikke det halve. Det endte med, at han satte sig ved vores bord, selvom vi diskret prøvede at fortælle ham, at vi gerne ville være alene. Det valgte han ikke at opfatte. Da hans søster og datter ankom, inviterede han også dem til bords, og så sad vi ellers alle seks sammen. Åbenbart var det kun os obrunis, der syntes, det var lidt akavet. Der gik helt usandsynligt lang tid, før vores pizza kom, og det værste var, at de kun kunne lave en af gangen, fordi deres store ovn ikke var i brug. Således gik der halvanden time fra vi bestilte til den sidste pizza kom, og på det tidspunkt var de to andre for længst fortæret. De smagte dog rigtig godt! Da Jonathan og hans familie rejste sig for at gå igen, insisterede han på at betale for vores middag. Selvom vi prøvede at tale ham fra det, endte han med at gøre det – så var det alligevel okay, at de var brudt ind i vores lille middagsselskab.

Hjemme på pigeskolen igen var det tid til drinks med de lokale piger. Vi havde købt ind om mandagen, så vi både havde vodka, rom, juice, sodavand og plastikkopper, og Charlenes computer stod for musikken. Pigerne dansede begejstrede rundt, skålede og blandede hardcore 50/50 drinks. Vi prøvede at forslå nogle ”druk-lege” for dem, men de ville hellere bare danse (hvilket de også er ret gode til hernede i Ghana). Nogle af pigerne endte også med at blive godt fulde, hvilket var ret underholdende at se på. Vi var dog lidt trætte og gik derfor rimelig hurtigt kold – Sara faldt omkuld i sengen ved halv ellevetiden, og de andre fulgte trop en halv times tid senere. Det var en sjov aften, og heldigvis blev søndagen ikke brugt på ret meget andet end afslapning.

Tirsdag var vi igen på New Market, denne gang i lidt længere tid. Vi fik banet os vej gennem råbende kvinder og mænd, dyttende trotros og store STC-busser, indtil vi nåede det rigtige marked omme bagved. Det er kæmpe stort og formentlig meget let at fare vild i. De fleste stande sælger fødevarer, enten friske grøntsager eller fisk, kød, snegle og den slags. Ellers er der boder med afrikansk stof, gammelt genbrugstøj, håndtasker, personlig pleje osv. I det hele taget minder det ret meget om det ”gamle” marked i Kasoa, bare større og billigere.

På børnehjemmet har der været gang i den i løbet af ugen. Murerne har arbejdet hårdt på køkkenet, hvor næsten al murstensværket er færdigt nu. Charlene ankom igen i dag, og der blev købt ind til de sidste ting, der skal laves, inden de kan gå i gang med at bygge tag på. Børnene er i gang med at forberede sig til de eksaminer, der skal foregå efter påske – derfor har 1., 2. og 3. klasse har haft class tests, hvor Julie stod for spørgsmålene i matematik og engelsk til 3. klasse. Madam Esther (læreren til 1., 2. og 3. klasse) har sagt, at Julie også skal lave eksamensspørgsmålene til dem, så det bliver spændende! Alle børnene har fri fra skole skærtorsdag, langfredag og påskemandag.

Mildred fortalte os, at der har været indbrud på børnehjemmet for et par uger siden. Nogle ukendte gerningsmænd er hoppet over muren og ind på området om natten, hvor de har stjålet en masse af børnenes tøj, som bliver opbevaret under et halvtag. Det er simpelthen så lavt og hjerteløst at stjæle tøj fra et børnehjem, og det er tilsyneladende ikke første gang, den slags sker. Det optimale for dem ville være at hyre en sikkerhedsvagt til at være der om natten, men pengene er ikke lige til det. Derfor bliver det en del af ”Grace Masak future plans”, som er en slags plan over, hvilke ting, der skal forbedres/ændres ved børnehjemmet, og som eventuelle volontører eller sponsorer kan hjælpe med at finansiere. Den er i gang med at blive udarbejdet, men vi ved i hvert fald, at der også kommer til at være ting som adskilte pige- og drengesovesale og en ekstra lærer på.

Lørdag skal vi til Accra for en dag. Vi har tænkt os at besøge National Culture Center, som vi også var på med Gita og Behrooz. Det er et sted, hvor alverdens ghanesisk og afrikansk håndværk er samlet i små boder, og selvom sælgerne er en tand for anmassende, er det et godt sted at finde souvenirs – så glæd jer derhjemme! Vi skal også spise på en frokostrestaurant, der laver smoothies og italienske paninis. Den har vi snakket om at besøge næsten lige siden vi kom, så nu må det være på tide. Vi har også aftalt med Kate, at vi skal med hende i kirke en dag i de kommende uger, for det bliver vi næsten nødt til at opleve, inden vi rejser herfra. Det er jo en kæmpe del af deres kultur.

I næste uge får Sara spontant besøg af Mathias, så de kommer til at være i Accra nogle dage. Vi må håbe, Julie overlever at sove alene sammen med mus og kakerlakker! Påskeweekenden kommer vi alle tre til at bruge på Kokrobite beach, hvilket vi allerede glæder os helt vildt til.

Til sidst en rigtig sørgelig nyhed: Marys baby, som blev født sidste fredag, nåede kun at leve i ni timer, før hun døde kl. 21. Det er så forfærdeligt, og selvom Mary prøver at holde hovedet højt, er det tydeligt, hvor svært det er for hende. Hun er heldigvis nogenlunde okay rent fysisk, og nu er hun taget hjem til sin hjemby og mor, hvor hun skal være nogle uger for at komme til hægterne. Vi er rigtig kede af det på hendes vegne…

Vi håber, I alle har det godt derhjemme, og at I kommer til at nyde påskeferien!

YES, vandet er tilbage!

I dag har vi været af sted i præcis to måneder, og tiden flyver af sted. Det betyder også, at vores visum udløber i dag, og på ICYE-kontoret har de stadig vores pas, hvor de fumler med at få udvidet vores visum. Det har nu taget to måneder, hvor det kun tager to uger, hvis man selv tager på paskontoret – det skulle vi nok bare have gjort. I stedet må vi vente og se, om vi når at få vores pas, inden vi rejser til Zanzibar ;-)

Nu har vi også oplevet, hvordan det er at holde fødselsdag i Afrika. Sara havde en rigtig dejlig dag med masser af opmærksomhed og glæde. Vores canadiske veninde Charlene ankom mandag for at være der til fødselsdagen. Dagen startede tidligt for Saras vedkommende, for kl. 5.14 ghanesisk tid var det iransk nytår. Sara stod derfor op kl. 5 og gjorde sig klar, nåede lige at sige ”godt nytår” til Julie og fik listet sig ud, inden der var opkald hjemmefra – inklusiv fødselsdagssang og det hele. Da hun bagefter gik ind på skolen igen, var pigerne i gang med deres sange og bøn, som de afbrød for at synge ”Happy Birthday” i en cirkel omkring hende. Ellers gik den første del af dagen meget normalt, bortset fra at nogle af børnene kom med fødselsdagskort og –tegninger. Mange af dem var også ivrige efter at høre, hvornår den berygtede kage ville komme. Ved frokosttid tog vi hjem og slappede af et par timer, mens vi ventede på at Kate havde kagen klar. Den blev virkelig flot med glasur i det iranske flags farver, og vi pyntede den med 19 danske lagkageflag, som Julie havde med hjemmefra. Så var det ellers af sted mod børnehjemmet i en ”dropping taxi”, som kørte os lige til døren med den store kage. Alle var ellevilde – både børnene, Mildred, Irene og Grandma. Efter en omgang fødselsdagssang blev kagen delt ud, og der var HELT stille de næste fem minutter, hvor al koncentrationen blev brugt på at gnaske løs. Bagefter satte vi os ind og så Toy Story 3 på den bærbare. Vi nåede dog kun at se 25 minutter, før det var tid til aftensmad og aftenbadning, så vi lovede, at de kunne se filmen en anden dag.

Efter en hurtig tur på netcafé, hvor Sara skypede med familien, var det tid til en dejlig fødselsdagsmiddag. Kate havde lavet lækre pizzaer og ananas/appelsinjuice til os, og vi supplerede med kølig hvidvin. Gilbert stod for musikken på sin lille transportable afspiller, og en del af pigerne dansede rundt, mens vi sad og spiste. Det var en rigtig hyggelig aften, og denne nat fik vi endda en god nats søvn, fordi elektriciteten ikke blev afbrudt en eneste gang! En ellers sjælden fornøjelse efterhånden.

Charlene tog af sted igen onsdag. Hun har gennem en donation hjemmefra besluttet at betale det nye køkken på børnehjemmet, så hun efterlod en masse penge hos os, og så har vi stået for køb af cement og mursten. Det skete torsdag, hvor vi sammen med Mildred og mureren først tog ud og bestilte murstenene og bagefter gik på jagt efter cement. Sara måtte køre frem og tilbage med en taxi to gange for at transportere al cementen hen til børnehjemmet – en turbulent fornøjelse, som den allerede medtagede bil formentlig ikke havde ret godt af! Men nu er materialerne til køkkenet på plads, så vi håber, at det når at stå færdigt, inden vi rejser herfra.

Brødrene Jesse og Joseph, to af de lidt større drenge, har ikke været på børnehjemmet i denne uge. Mildred siger, at de sociale myndigheder er i gang med en ”investigation” af drengene, men at de nok skal komme tilbage. Det er lidt underligt – måske har de nogle forældre derude et sted, som de en dag skal tilbage til. Solomon (ham der slog tanden ud, da han faldt af karrusellen) har heller ikke været der det sidste lange stykke tid. Det er som om, ingen rigtig tager sig af det, hverken børn eller voksne. Men børnene har sikkert lært at lade være med at spørge, og de voksne ved nok godt, hvad der foregår. Nu må vi se, om de alle sammen dukker op igen på et tidspunkt.

Onsdag aften havde vi en sjov (og lidt tragisk) episode hjemme på værelset. Strømmen var gået, som den jo ofte gør for tiden, så der var helt mørkt. Sara havde tidligere set en mørk plet oppe i hjørnet af loftet. Da hun lyste derop med lommelygten, viste det sig at være en kæmpestor og ulækker kakerlak. Vi besluttede os for at fjerne alle de ting, der stod under den, så vi kunne spraye med vores insektspray på den. Man må jo som bekendt ikke klaske kakerlakker, fordi de så lægger æg, og så kommer der endnu flere. Da vi sprayede på den, faldt den ned på gulvet og forsvandt, og uden lys er det svært at finde den slags igen. Der er ikke rigtig nogen af os, der er fan af insekter, så vi besluttede os for, at vi blev nødt til at lægge madrasserne ind på det andet værelse og sove derinde, og så måtte vi finde kakerlakken, når det blev lyst igen. På vej fra det ene værelse til det andet fandt Julie så kakerlakken liggende ude i gangen på ryggen, hvor den sprællede og ikke kunne vende sig. Den fik endnu en omgang med sprayen, og da Gita tidligere havde forsikret os om, at en kakerlak, der ligger på ryggen, blot kan blive liggende og dø, tænkte vi at vi trygt kunne gå i seng og finde den død næste morgen. Efter endnu en urolig og lang nat uden blæser stod Sara op, og lå kakerlakken der så? Nej, selvfølgelig ikke! Ingen ved, hvor den er blevet af. Men nu har vi i det mindste fået fejet på værelset (meget tiltrængt!) og sprayet lidt mere over det hele. Forhåbentlig kommer der ikke flere af den slags episoder lige foreløbig.

Den lidt forsinkede fødselsdagsgave til Sara kom her i morges – vi har fået vores vand tilbage! Vi har begge gået og ventet på at få et ordentligt bad igen, da man aldrig føler sig rigtig ren efter et ”bucket bath”. Som regel varer de her vandafbrud kun et par dage, men vi fik prøvet det i hele tolv dage. Vi var blevet virkelig trætte af det her sted, men nu kan man ikke andet end at elske det ;-) Især fordi vi nu også har fået en ny pære i på badeværelset – det er første gang nogensinde, lyset har været tændt derude, siden vi kom!

I dag var en ret afslappet dag for børnenes vedkommende. Den startede med worship, sang og dans, derefter en times undervisning, og efter frokost satte vi Toy Story 3 på, som vi jo havde lovet, at de skulle se færdig. De nød det virkelig, og især Richmond på 2 år var meget begejstret og råbte op, hver gang billedet skiftede. Vi fik dog et surt opstød fra Mildred bagefter, som ikke syntes det var i orden, at vi havde gjort det i skoletiden – på trods af, at læreren havde sagt til Sara, at det var okay. Så en anden gang må vi gøre det efter skole eller i weekenderne. Udover det har vores gravide nabo, Mary, født en lille pige i dag. Hun er endnu ikke kommet hjem fra hospitalet, men vi glæder os meget til at se den nyfødte.

God weekend til jer alle!

Giv os vandet tilbage, please!

I skrivende stund sidder vi på værelset og lider, fordi elektriciteten er gået og vores blæser ikke virker. Vandet er heller ikke kommet tilbage – vi har nu levet uden rindende vand i over en uge og er ved at være godt trætte af det. Vi har ikke engang nok vand lige pt. til at kunne vaske tøj. I øjeblikket går elektriciteten mindst én gang hver dag, nogle gange et par minutter, andre gange flere timer. Øv!

Udover det har vi haft nogle meget sjove dage siden sidst. Forleden spillede 4. og 6. klasse mod hinanden i noget, der kunne minde lidt om gæt og grimasser. En fra hvert hold trak skiftevis et stykke papir, hvor der stod en opgave på – fx ”spell the word ’mobile phone’” eller ”act like Madam Mildred” – og skulle med hjælp fra sine holdkammerater udføre opgaven. Alt efter udførelsen gav læreren så point fra 0 til 3 for hver opgave. Vi hjalp med at skrive opgaver til eleverne og havde meget sjov med at se dem blive udført. 4. klasse endte med en kneben sejr og var meget stolte! Onsdag lærte Miyako også alle børnene teksten til sangen ”Top of the World” af The Carpenters. Det syntes de var sjovt, og især de ældre børn lærte hurtigt teksten.

Natten til fredag var virkelig begivenhedsrig, kaotisk og underlig. Vi vågnede begge lige inden midnat, fordi strømmen var gået og det var vanvittig varmt. Allerede af den grund fik vi ikke sovet ret meget. En times tid efter vågnede Sara af en SMS, som meddelte den glædelige nyhed, at hun havde fået en ny kusine! Fantastisk. Der gik et par timer med begrænset søvn, og pludselig omkring 3-tiden rejste Miyako sig fra sengen, åbnede døren og gik ud. Vi kunne også høre Madam Kate og security-vagten snakke udenfor, og Gilbert der kaldte på Kate fra den anden side af huset – ingen ved, hvorfor de var vågne. Der gik lidt tid, hvor vi nåede at falde i søvn, indtil en skarp lyd ude fra gården, eller måske ligefrem fra vores gang, vækkede os – Sara var sikker på, at det var en flagermus, men vi fandt aldrig ud af, hvor lyden kom fra. Fra dette tidspunkt og til kl. 6 var Miyako vågen og rumsterede rundt i sin seng med lommelygte, papir og blyanter. Vi stod endelig op en anelse mere morgentrætte en normalt og kom da også lidt senere af sted på arbejde. Denne gang uden Miyako, som skulle pakke sin kuffert. Hun kom dog op på børnehjemmet kl. 10 for at sige farvel, og det blev til en tårevædet afsked fra hendes side. Vi fandt ud af, hvad hun havde brugt sin vågne nat på; hun havde tegnet farveltegninger til både os, børnene og Madam Kate! Simpelthen så sødt. Vi udvekslede e-mails og lovede at holde hende opdateret om børnene. Det har været rigtig sjovt at have hende her, og vi kommer til at savne hendes gode indslag.

Fredag eftermiddag ville vi prøve ”New Market”, som foregår i Kasoa. Det finder kun sted tirsdage og fredage, da de fleste sælgere kommer langvejsfra. Vi havde hørt rigtig godt om det – Madam Mildred sagde, at der var enormt stort og at man kunne købe alt på markedet (nu havde vi store forventninger)! Det tog dog lidt ekstra tid at komme derhen, men priserne var lave og fornuftige, så det er ikke sidste gang, vi tager dertil :-) Vi fik ikke kigget så meget på alle de små boder, da vi var trætte efter den kaotiske nat, men vi fik købt de ting, vi manglede.

Lørdag morgen tog vi til Kokrobite Beach og fik denne gang værelse i Big Milly’s Backyard, som vi har fået anbefalet af flere forskellige. Vi tilbragte hele dagen på stranden – Julie endte med at blive lidt rød (hvilket stadig er mærkeligt efter nu otte uger i solen ;-)). Derefter spiste vi både god frokost og middag. Efterfølgende var der underholdning og live musik, og vi tilbragte et par timer i baren. Her mødte vi mange nye mennesker, både fra Ghana, Amerika, Grækenland osv. – alle sammen mænd, selvfølgelig. Efter en noget urolig og varm nat (strømsvigt sker også på hotellerne hernede) stod vi halvtrætte op til en overskyet søndag. Vi orkede ikke rigtig stranden, men kiggede i stedet på butikker indtil kl. 12, hvor vi tjekkede ud og tog hjem mod Kasoa igen. Der sad vi så, uden strøm til computeren og uden vand til toilet og bad. Livet er hårdt en gang imellem, men søndag betyder dansk slik, så det reddede vores ellers triste dag.

I dag har vi varmet op til Saras fødselsdag. Vi tog hjem fra børnehjemmet kl. 13, og så tog vi ellers i Shoprite for at handle ind. Det blev en dyr omgang, men vi fik købt alt, vi skulle bruge for en perfekt fødselsdag. Madam Kate har lovet at lave pizza til os i morgen, så vi købte ost og salami for hende. Til sin fødsesldagsmiddag vil Sara gerne nyde en kold Chardonnay, så det købte vi selvfølgelig også. Børnene glæder sig også, fordi Madam Kate laver en stor fødselsdagskage (med glasur som det iranske flag og med små danske flag i, som Julie har taget med hjemmefra). Kagen deler vi ud til dem efter skoletid. Vi tager også computeren med på børnehjemmet og viser dem en film. Det kan kun blive en rigtig god dag i morgen med både fejring af fødselsdag og iransk nytår!

Svedige kys og kram fra Ghana

7 uger

I dag har vi været i Ghana i syv uger! Vi har ni uger af vores rejse tilbage, hvoraf syv af dem er i Ghana – og vi har kun seks uger tilbage på børnehjemmet. Ret vildt, for tiden er alligevel gået rimelig stærkt indtil nu.

Det er meget rart at komme hjem til rutinen og den vante hverdag igen efter nogle dage med besøg og turistoplevelser. På børnehjemmet har de selv malet resten af bygningerne – nu er der lyserødt og lidt gult overalt. Det er lidt ligesom at træde ind i en tegneserie, men det er bedre end ingen maling. Der er kommet en mand fra Social Wellfare, Richard, som skal være der tre dage om ugen og vistnok holde øje med, om alt går som det skal. Kontoret, som vi før brugte til opbevaring af vores tasker osv., er blevet renoveret med flisegulv, blæser i loftet og fjernsyn, og nu er det beregnet til, at ham manden skal sidde derinde og ordne sine sager.

Vi har haft en ret stille weekend med afslapning, tøjvask og lignende. Det er rigtig rart, at vi nu har fået computeren, så vi ikke keder os, når her ikke er så meget at lave – en speciel tak går ud til Saras bror, Babak, som har forsynet os med en masse film ;-) Søndag tog vi op på børnehjemmet med computeren og satte Ratatouille på for børnene. De elsker at se film, så det var de rigtig glade for! Nu spørger de os hele tiden, hvornår vi tager vores laptop med igen. Siden søndag morgen har der ikke været noget rindende vand herhjemme på pigeskolen, så vi har måttet tage bad og vaske hår i en spand. Lidt anstrengende, men det havde måske heller ikke været en rigtig Afrika-tur, hvis vi ikke havde prøvet at bade i en spand. I skrivende stund virker elektriciteten, og dermed vores blæser, heller ikke, så vi har det VIRKELIG varmt! Hårde tider, men det må vi finde os i.

I dag havde 4. og 6. klasse opsamling på deres ”karakterer” (de får marks, fx 15 rigtige ud af 20), og Sara skulle stå for 4. klasse. Det gik sådan set bare ud på at samle fem af de bedste marks fra hvert fag, både classwork, homework og classtest, samle dem sammen og skrive det samlede antal hos hver elev. Det skal formentlig bruges til en form for evaluering af eleverne, men det virkede ret rodet. Der er også blevet indført protokoller i hver klasse, efter ham Richard er kommet, så elevernes fremmøde kan blive noteret. Drengene fik også dræbt en flagermus, som var fløjet ind i klasseværelset. Den var ret lille, men stadig meget ulækker, og de fleste var lidt bange for den, fordi den fløj rundt og rundt i flere minutter. Ret sjovt at opleve.

Vi fik en god, lang snak med Mildred i dag inde på kontoret. Hun kaldte os og Miyako ind til en snak med hende og Richard og ville høre, om vi havde forslag til forbedringer. Vi nævnte, at vi synes pauserne nogle gange trækker for langt ud – somme tider kommer de sjældent ordentligt i gang efter en pause, før klokken ringer ud til næste pause. Derudover fik vi en masse at vide om, hvordan børnehjemmet fungerer, hvordan eleverne bliver optaget, hvem der får hvad i løn osv. Det var rigtig fedt at få snakket om alle de her ting og få noget konkret at vide om systemet.

Mildred fortalte, at børnehjemmet har eksisteret i syv år. Først for nyligt er de begyndt at acceptere børn, som kommer fra familier med kun én forsøger. Der skete nemlig noget forfærdeligt for et stykke tid siden. De fik på en tirsdag råd om, at en enlig mor med seks børn gerne ville have plads til nogle af hendes børn på børnehjemmet. Planen var, at de ville tage hen og snakke med hende den følgende fredag, men om torsdagen fik de nyheden om, at hun havde dræbt sig selv og sine seks børn. Det er simpelthen så forfærdeligt! Siden da har de taget børn ind, som kommer fra den slags forhold, for at skåne både barnet og forsørgeren. Vi har kæmpestor respekt for det arbejde, der bliver gjort på børnehjemmet, for selvom 30 børn ikke er meget set i forhold til, hvor mange børn, der lider ude i verdenen, så er det en kæmpe hjælp, og det redder mange børns fremtid!

Det var lige lidt barsk info herfra, men ellers går alt godt. Her er generelt varmere i de her dage, end vi har været vant til, så vi lider lidt. Selvom det er mandag, glæder vi os allerede til stranden i weekenden ;-) Hav det godt derhjemme, vi skal nok prøve at puste noget varme op til jer!

Kys fra Ghana

Besøg fra Danmark

Puha, så gik der alligevel lang tid, før vi fik taget os tid til at få skrevet på bloggen! Vi har haft så travlt den sidste uges tid, at vi slet ikke har kunnet nå det. Men her kommer så en roman om, hvad vi har lavet med Saras forældre:

Vi tog som skrevet tidligere ind og mødte dem i Accra sidste tirsdag morgen. Aftalen var, at vi skulle mødes ved Nationalmuseet, fordi vi tænkte, at alle taxachauffører kender det sted. Det gør de åbenbart ikke – vi blev kørt til Kwame Nkrumah Memorial Park, som er en park, grav og et museum til ære for Ghanas første præsident efter uafhængigheden. Vi fik så ringet til Gita og Behrooz, som var blevet kørt af en privat chauffør til det ”rigtige” museum. De fandt vej til os, og det viste sig, at de også først var blevet kørt til Memorial Park. Det var helt mærkeligt at se dem igen, helt klart glædeligt gensyn! Da vi nu var der, bestemte vi os for at gå ind og se os omkring i parken og på museet. Parken var et af de få steder, hvor der er grønt i Accra, og fordi der nærmest ingen mennesker var, virkede det virkelig som en oase i storbyen. Museet var også rigtig interessant med tidslinje, billeder og ejendele fra Nkrumahs levetid.

Vi brugte resten af eftermiddagen på at gå op og ned af de omkringliggende gader, hvor vi blandt andet var inde på Ghana Cultural Centre, som mest af alt bare er et marked med traditionelt afrikansk håndværk. Vi så også Independence Square, som er en kæmpe rundkørsel med et monument, der godt kunne ligne den parisiske triumfbue. På toppen er der en sort stjerne (ligesom i deres flag), årstallet 1957 og ordene ”Freedom and Justice”. Ved siden af rundkørslen, lige ud til vandet, ligger der en virkelig stor plads med tribuner rundt om. Det er den plads, der bliver brugt på Independence Day 6. marts, hvor præsidenten holder tale og skoleelever, spejdere og militær marcherer. Efter et par timer ringede vi til den chauffør, de gamle havde lejet hele dagen, som kørte os lidt rundt på sightseeing. Vi fik set det gamle præsidentpalads, Christiansborg Castle, som oprindeligt blev bygget af danskere. Det bliver nu brugt som præsidentens kontor, og man må hverken tage billeder eller komme for tæt på. Vi tog dog et billede langt væk fra i smug ;-) Aftensmad spiste vi på en restaurant kaldet Frankie’s, hvor vi fik virkelig lækre burgere inden turen gik hjem på de gamles hotel i udkanten af Accra. Et virkelig lækkert (og ikke helt billigt) hotel med aircondition, køleskab og varmt vand i bruseren. Da vi ankom, fik vi en hel kuffert fyldt med varer fra Danmark, som vi havde bestilt inden de tog af sted. Der var en masse slik, renseservietter, shampoo, bøger, blade og meget andet. Vi glæder os sådan til at bruge det hele.

Onsdag morgen gik turen til Kasoa, hvor vi havde fået lov til at tage Gita og Behrooz med til en overnatning på pigeskolen. Efter en rundvisning og lidt afslapning tog vi hen på børnehjemmet med en sækfuld sokker medbragt hjemmefra. Børnene havde lige fået fri fra skole, og alle var helt oppe og køre over, at Saras forældre var kommet. Alle skulle hen og sige hej, have et kram og bæres. Gita og Behrooz fik ved samme lejlighed hilst på både Grandma, Irene og Madam Mildred, som alle var glade for besøget. Sokkerne blev delt ud, og alle børn kom hver især hen og takkede – noget, de helt sikkert havde fået besked på at gøre fra Mildred. De var meget glade for sokkerne, også selvom de sikkert er beskidte til uigenkendelighed om et par dage.

Torsdag stod vi op til lækker morgenmad, som Madam Kate havde stået for. Hun havde brugt resten af vores skinke og ost til at lave et helt bjerg af toasts, og så hørte der selvfølgelig den obligatoriske havregrød til – denne gang med et par stykker ananas i. Efter et solidt måltid pakkede vi sammen og tog mod Cape Coast i trotro. Vi havde reserveret én nat på Oasis Beach Resort og én nat på det endnu uprøvede Mighty Victory Hotel. Især Gita var helt vildt med Oasis’ bungalows, som praktisk talt ligger på stranden. Vi tilbragte et par timer ved vandet inden vi gik på restaurant, hvor vi fik lækker pasta og pizza. Uden for restauranten var der lokalt show med trommer og dans, som vi også fik set lidt af.

Efter morgenmad fredag samlede vi vores ting sammen, tjekkede ud og tog til det næste hotel for at tjekke ind igen. Også dette hotel var rigtig lækkert og pænt, og vi fik et family room, hvor vi alle fire kunne være sammen – rigtig hyggeligt. Efterfølgende blev vi kørt til Kakum Nationalpark, som ligger tre kvarters kørsel fra Cape Coast. Her skulle vi op på den berømte Canopy Walkway; en 350 meter lang kæde af seks forskellige hængebroer, som hænger mellem 28-40 meter over jorden. Især Julie og Behrooz skulle lige overvinde den første frygt, men det var faktisk rigtig sjovt at gå rundt deroppe. Turen varede et par timer, og så vendte vi igen snuden hjemad mod hotellet. Denne aften valgte vi en restaurant fra guidebogen, som vi endnu ikke havde set. Den lå midt i et slumkvarter på toppen af en høj bygning med flot udsigt over byen og havet. Det tog virkelig lang tid før vi fik vores mad (en hel time!), men da den endelig kom, var den ret lækker. Det nåede dog at blive mørkt undervejs, og der var ingen strøm, så Behrooz fandt på en løsning med at bruge en afskåret plastikflaske som lysestage. Denne løsning var åbenbart meget populær, så de ansatte på restauranten fik Behrooz til at lave flere af den slags til de resterende borde på restauranten.

Lørdag morgen tog vi ned på Cape Coast Castle inden vi skulle tjekke ud fra hotellet. Her gik vi først på egen hånd og kiggede på museet, inden vi kom på en guidet tur og rundvisning. Vi fik vist slavehullerne og beskrevet, hvordan de blev brugt i slavetiden. 1000 slaver levede sammen i tre små rum med ét lufthul i hver, hvor gulvene var dækket af meterhøj afføring. Der var også en speciel celle til dødsdømte fanger på størrelse med et almindeligt værelse. Her blev op til 60 slaver sat ind sammen indtil de døde – man tog ikke nogen lig ud, før alle fangerne var døde. Det er simpelthen så forfærdeligt og uvirkeligt at tænke på.

Vi fik tjekket ud og blev kørt til trotro-stationen, hvor vi fandt en bus til Accra. Julie og Sara stod af i Kasoa, mens Gita og Behrooz kørte videre hjem til deres eget hotel.

Som sagt i vores seneste indlæg, skulle vi snart have en kinesisk pige som værelseskammerat. Vi var spændt på at møde hende, og Madam Kate havde også fortalt, hun kom fra ICYE (vores organisation). Da vi så kom hjem lørdag eftermiddag, sad hun inde på vores værelse. Efter en lille snak finder vi så ud af, at hun er fra Japan – men altså, de ligner jo også hinanden derovre ;-)
Vores japanske veninde hedder Miyako, og er også 19 år gammel. Selvom hun ikke er så god til engelsk, er hun ikke tilbageholdende. Hun vil gerne snakke, og er en rigtig udadvendt pige – og selvfølgelig tager hun billeder af alt! Miyako arbejder sammen med os på børnehjemmet, men skal kun være her to uger, da hun har ”Spring Vacation” fra sit universitet i Japan.
Det sjoveste ved Miyako er helt klart, at hun altid har så meget tøj på! Det er over 30 grader hver dag, og alligevel går hun i cowboybukser og lukkede sko. Hun siger, at hun har det varmt, men det ændrer ikke den måde, hun klæder sig på. Vi har snakket om, at det nok er en del af deres kultur at være dækket fra top til tå – det er dog stadig ret skægt at se hende med jakke, hat og et lille håndklæde over skuldrene.

Julie og Sara tilbragte lørdag aften og hele søndag i Kasoa. Søndag tog vi Miyako med på børnehjemmet, så vi kunne lære hende, hvordan hun skulle tage taxa/trotro morgen og eftermiddag alene. Efter en times hygge tog vi mod markedet i Kasoa, så hun også kunne se byen – hun manglede også både klipklappere og simkort, så da vi ordnede det for hende, blev hun rigtig lettet. Inde på markedet fik vi kigget på stof, og både Sara og Miyako købte ind til at få syet en kjole af en af pigerne på skolen. Saras kjole er nu færdig, og den er rigtig flot! Uden stropper, helt ned til fødderne og med elastik på overkroppen. Ægte afrikaner. Da vi kom hjem fra byen havde Madam Kate tilberedt en meget kendt og populær ghanesisk ret kaldet Fufu med light soup tilberedt med kylling og fisk. Det er en slags kogt dej lavet af most cassava og plantain, to afrikanske grøntsager, og det var faktisk rigtig lækkert!

Mandag morgen tog vi igen mod Accra for at møde de gamle. Undervejs gik vores trotro i stå, og vi måtte skifte til en ny, men vi er efterhånden vant til deres skrotbiler hernede. Da vi mødte Gita og Behrooz, tog vi på Kaneshie market, som er et af de største markeder i Accra på hele tre etager. De har alt fra madvarer til kjoler og parykker. Gita fik købt en flot kjole i afrikansk batik-stof, og så gik turen mod National Theatre til en rundvisning med guide. Teatret er lavet i et samarbejde mellem den ghanesiske og den kinesiske regering og blev færdigt i 1992. Der er plads til 1500 tilskuere, og inde i salen er der sat aircondition-maskiner op overalt.

Vi endte eftermiddagen med en tur på Makola market, som er det største udendørs marked i Accra. Det var dog lidt skuffende, for udover stof havde de ikke rigtig andre afrikanske varer – de fleste boder solgte madvarer, sæber, genbrugstøj eller lignende. Vi fik dog købt sæson 6-10 af Friends for hvad der svarer til 35 kr – og det virker! Efter lidt tid tog vi en taxa hjem på luksushotellet og spiste god aftensmad og så lidt Friends. Tirsdag var 6. marts og dermed Independence Day. Vi så præsidentens tale og marchen på fjernsyn om morgenen, inden vi tog af sted mod teatret igen. De havde nemlig et show, som vi havde bestemt os for at tage ind og se. Da vi ankom, fandt vi dog ud af, at det foregik på deres eget sprog i stedet for engelsk, som vi var blevet lovet. Vi var de eneste obrunis udover én anden kvinde, og vi gik efter halvanden times tid, men det var nu meget sjovt at se. Der var stadig lang tid til vi skulle hentes af vores taxachauffør, så vi gik lidt rundt i byen i endnu uudforskede områder, og både Julie og de gamle fik købt stof – Julie til en kjole, Gita og Behrooz til en dug til spisebordet derhjemme.

Igen kom vi tilbage til god mad og film på hotellet, og onsdag tilbragte vi med afslapning på hotellet, inklusiv et par timers solbadning ved poolen. Da kl. blev fire var det tid for os til at tage hjem mod Kasoa igen, og det blev til en tårevædet afsked med Gita og Behrooz – vi græd alle fire. Det mindede faktisk lidt om vores første afsked i Kastrup i januar.

Nu er vi tilbage i vante omgivelser igen og har været på arbejde i dag. Charlene har været her i går og i dag og tager videre igen i morgen, så i dag var vi fire frivillige på samme tid. Det var rigtig godt at se børnene igen – skolebørnene har vi jo ikke set i to uger efterhånden. Weekenden bliver en stille en ovenpå alt det, vi har oplevet i den forgangne uge, så vi bliver bare hjemme. Dette oplæg blev til noget af en roman – skulderklap til jer, der kunne overkomme at læse det hele! Til gengæld indeholder vores indlæg fremover ægte æ’er, ø’er og å’er, da vi nu har fået Saras computer. Endnu bedre er, at Gita og Behrooz har købt et nyt Canon digitalkamera med til os som erstatning for det, der blev væk! Fantastisk, vi kommer til at tage så mange billeder og videoer nu. Vi håber, i alle har det godt, og vi savner jer alle sammen.

Kys og kram fra Ghana