YES, vandet er tilbage!

I dag har vi været af sted i præcis to måneder, og tiden flyver af sted. Det betyder også, at vores visum udløber i dag, og på ICYE-kontoret har de stadig vores pas, hvor de fumler med at få udvidet vores visum. Det har nu taget to måneder, hvor det kun tager to uger, hvis man selv tager på paskontoret – det skulle vi nok bare have gjort. I stedet må vi vente og se, om vi når at få vores pas, inden vi rejser til Zanzibar ;-)

Nu har vi også oplevet, hvordan det er at holde fødselsdag i Afrika. Sara havde en rigtig dejlig dag med masser af opmærksomhed og glæde. Vores canadiske veninde Charlene ankom mandag for at være der til fødselsdagen. Dagen startede tidligt for Saras vedkommende, for kl. 5.14 ghanesisk tid var det iransk nytår. Sara stod derfor op kl. 5 og gjorde sig klar, nåede lige at sige ”godt nytår” til Julie og fik listet sig ud, inden der var opkald hjemmefra – inklusiv fødselsdagssang og det hele. Da hun bagefter gik ind på skolen igen, var pigerne i gang med deres sange og bøn, som de afbrød for at synge ”Happy Birthday” i en cirkel omkring hende. Ellers gik den første del af dagen meget normalt, bortset fra at nogle af børnene kom med fødselsdagskort og –tegninger. Mange af dem var også ivrige efter at høre, hvornår den berygtede kage ville komme. Ved frokosttid tog vi hjem og slappede af et par timer, mens vi ventede på at Kate havde kagen klar. Den blev virkelig flot med glasur i det iranske flags farver, og vi pyntede den med 19 danske lagkageflag, som Julie havde med hjemmefra. Så var det ellers af sted mod børnehjemmet i en ”dropping taxi”, som kørte os lige til døren med den store kage. Alle var ellevilde – både børnene, Mildred, Irene og Grandma. Efter en omgang fødselsdagssang blev kagen delt ud, og der var HELT stille de næste fem minutter, hvor al koncentrationen blev brugt på at gnaske løs. Bagefter satte vi os ind og så Toy Story 3 på den bærbare. Vi nåede dog kun at se 25 minutter, før det var tid til aftensmad og aftenbadning, så vi lovede, at de kunne se filmen en anden dag.

Efter en hurtig tur på netcafé, hvor Sara skypede med familien, var det tid til en dejlig fødselsdagsmiddag. Kate havde lavet lækre pizzaer og ananas/appelsinjuice til os, og vi supplerede med kølig hvidvin. Gilbert stod for musikken på sin lille transportable afspiller, og en del af pigerne dansede rundt, mens vi sad og spiste. Det var en rigtig hyggelig aften, og denne nat fik vi endda en god nats søvn, fordi elektriciteten ikke blev afbrudt en eneste gang! En ellers sjælden fornøjelse efterhånden.

Charlene tog af sted igen onsdag. Hun har gennem en donation hjemmefra besluttet at betale det nye køkken på børnehjemmet, så hun efterlod en masse penge hos os, og så har vi stået for køb af cement og mursten. Det skete torsdag, hvor vi sammen med Mildred og mureren først tog ud og bestilte murstenene og bagefter gik på jagt efter cement. Sara måtte køre frem og tilbage med en taxi to gange for at transportere al cementen hen til børnehjemmet – en turbulent fornøjelse, som den allerede medtagede bil formentlig ikke havde ret godt af! Men nu er materialerne til køkkenet på plads, så vi håber, at det når at stå færdigt, inden vi rejser herfra.

Brødrene Jesse og Joseph, to af de lidt større drenge, har ikke været på børnehjemmet i denne uge. Mildred siger, at de sociale myndigheder er i gang med en ”investigation” af drengene, men at de nok skal komme tilbage. Det er lidt underligt – måske har de nogle forældre derude et sted, som de en dag skal tilbage til. Solomon (ham der slog tanden ud, da han faldt af karrusellen) har heller ikke været der det sidste lange stykke tid. Det er som om, ingen rigtig tager sig af det, hverken børn eller voksne. Men børnene har sikkert lært at lade være med at spørge, og de voksne ved nok godt, hvad der foregår. Nu må vi se, om de alle sammen dukker op igen på et tidspunkt.

Onsdag aften havde vi en sjov (og lidt tragisk) episode hjemme på værelset. Strømmen var gået, som den jo ofte gør for tiden, så der var helt mørkt. Sara havde tidligere set en mørk plet oppe i hjørnet af loftet. Da hun lyste derop med lommelygten, viste det sig at være en kæmpestor og ulækker kakerlak. Vi besluttede os for at fjerne alle de ting, der stod under den, så vi kunne spraye med vores insektspray på den. Man må jo som bekendt ikke klaske kakerlakker, fordi de så lægger æg, og så kommer der endnu flere. Da vi sprayede på den, faldt den ned på gulvet og forsvandt, og uden lys er det svært at finde den slags igen. Der er ikke rigtig nogen af os, der er fan af insekter, så vi besluttede os for, at vi blev nødt til at lægge madrasserne ind på det andet værelse og sove derinde, og så måtte vi finde kakerlakken, når det blev lyst igen. På vej fra det ene værelse til det andet fandt Julie så kakerlakken liggende ude i gangen på ryggen, hvor den sprællede og ikke kunne vende sig. Den fik endnu en omgang med sprayen, og da Gita tidligere havde forsikret os om, at en kakerlak, der ligger på ryggen, blot kan blive liggende og dø, tænkte vi at vi trygt kunne gå i seng og finde den død næste morgen. Efter endnu en urolig og lang nat uden blæser stod Sara op, og lå kakerlakken der så? Nej, selvfølgelig ikke! Ingen ved, hvor den er blevet af. Men nu har vi i det mindste fået fejet på værelset (meget tiltrængt!) og sprayet lidt mere over det hele. Forhåbentlig kommer der ikke flere af den slags episoder lige foreløbig.

Den lidt forsinkede fødselsdagsgave til Sara kom her i morges – vi har fået vores vand tilbage! Vi har begge gået og ventet på at få et ordentligt bad igen, da man aldrig føler sig rigtig ren efter et ”bucket bath”. Som regel varer de her vandafbrud kun et par dage, men vi fik prøvet det i hele tolv dage. Vi var blevet virkelig trætte af det her sted, men nu kan man ikke andet end at elske det ;-) Især fordi vi nu også har fået en ny pære i på badeværelset – det er første gang nogensinde, lyset har været tændt derude, siden vi kom!

I dag var en ret afslappet dag for børnenes vedkommende. Den startede med worship, sang og dans, derefter en times undervisning, og efter frokost satte vi Toy Story 3 på, som vi jo havde lovet, at de skulle se færdig. De nød det virkelig, og især Richmond på 2 år var meget begejstret og råbte op, hver gang billedet skiftede. Vi fik dog et surt opstød fra Mildred bagefter, som ikke syntes det var i orden, at vi havde gjort det i skoletiden – på trods af, at læreren havde sagt til Sara, at det var okay. Så en anden gang må vi gøre det efter skole eller i weekenderne. Udover det har vores gravide nabo, Mary, født en lille pige i dag. Hun er endnu ikke kommet hjem fra hospitalet, men vi glæder os meget til at se den nyfødte.

God weekend til jer alle!